Bov sogns sorggruppe for mennesker,

der har mistet en ægtefælle

Hvad er en sorggruppe?

En sorggruppe er et trygt og fortroligt sted at mødes for mennesker, der sørger over at have mistet et elsket menneske.

Mange efterladte oplever, at andre ikke ved, hvordan de har det, hvis de ikke selv har prøvet at miste. Derfor er der en stor lindring og trøst i at mødes og tale med andre, som har erfaringen af tab i nær erindring. Det er netop formålet med at mødes i en sorggruppe: at lindre lidt af den sorg, der kan føles så smertefuld. At gøre det en lille smule nemmere at bære det ubærlige, nemlig at skulle leve uden det menneske, man egentligt ikke kan undvære. At spejle sig i andre sørgende og se, at det er muligt at finde en vej i det liv, der nu for altid er forandret.

Målet med sorggruppen er altså ikke at få sorgen til at gå væk, for sorgen er det, der holder os fast på den døde. Målet er i stedet at lindre samt at gøre det muligt for gruppens deltagere at erfare den store hjælp, det er, at dele erfaringer, fortællinger og følelser med mennesker, der har prøvet det samme, som man selv har.

Hvordan foregår et møde i en sorggruppe?

Sorggruppen består af 4-8 deltagere, der har det tilfælles, at de har mistet en ægtefælle. Sorggruppen ledes af kirke- og kulturmedarbejder Camilla Riis og sognepræst Maria Louise Odgaard Møller.

Vi mødes i Kirkeladen hver tredje onsdag i et forløb på i alt syv gange. Der vil være kaffe, the og frugt fra kl. 15.45. Selve mødet begynder kl. 16.00 og slutter kl. 18.00.

Hver mødegang får sit eget tema som fx fortæl om din sorg, det sværeste ved at være alene, gode minder mv. Man får ordet på skift, og den, der har lyst til at fortælle, fortæller til en af gruppelederne. Derefter er der respons fra gruppen, og den fortællende kan få ordet igen, inden vi går videre til næste deltager.

Hver gang slutter vi af i kirken. Her er der mulighed for at tænde lys, og vi vil sammen bede Fadervor. Præsten vil også sige lidt, der lægger sig i forlængelse af dagens tema.

Vigtigt: Det, man deler med hinanden i en sorggruppe, bliver inden for sorggruppen – dvs. at man har tavshedspligt.