Dåbens betydning kan være svær at begribe. Den er et mysterium. Måske kan man sige, at det at blive døbt er at få en guldkugle. En guldkugle, der lander i ens turban, eller som man putter i lommen og tager med sig på livets vej.
 
Af og til vil man tage den frem, kigge undrende på den. Man kan meget godt mærke, at denne guldkugle er dyrebar og god at have. Man knuger den måske i sin hånd eller holder den tæt til sit hjerte. men det er svært at sige, hvad den egentlig betyder. Med tiden lykkes det måske en at slå revner i den, så der kommer hul ind til dens inderste skat.
 
Herinde er der et væld af fortællinger om mennesker, om Gud, om ondt og godt, om kamp og håb, om sorg og glæde. Der findes en masse forunderlige og vidunderlige ord som nåde, Helligånd, velsignelse, opstandelse, fred. Der findes poesi og salmer. Der findes den bøn, som er båret til os af traditionen og som var Jesu egen bøn: Fadervor. Og der findes et tilsagn til os fra Gud om, at vi hører til hos ham. At vi er forbundet med ham og han med os, fordi han har frelst os. Og så findes der måske denne her mere udefinerbare fornemmelse af at være båret. At nogen eller noget bærer med på vores liv.
 
Det er forældrenes og faddernes opgave at hjælpe barnet med at forstå betydningen af dåbens forunderlige mysterium. Det kan man gøre ved at bede Fadervor for og med barnet. man kan tage det med til gudstjeneste, synge salmer sammen og man kan læse Bibelens mange fantastiske fortællinger højt for barnet.