Klokkerne kalder til gudstjeneste, lyset i kirken tændes, der sættes varme på og alteret smykkes med blomster. De levende lys tændes, salmenumrene hænges op på tavlen, og langsomt begynder folk at strømme ind i kirken. Nogle kommer alene, andre i følgeskab med familie eller venner. Nogle har brug for tid til fordybelse, stilhed og tid til egne tanker, mens andre sætter større pris på samværet og præstens ord. Bedeslagene lyder og organisten starter sit smukke præludium.
Sådan er det hver gang, vi fejrer gudstjeneste sammen, uanset om det er til en almindelig gudstjeneste, eller om det er til en af de store begivenheder i livet, hvor kirken spiller en afgørende rolle – og sådan har det været i mange generationer. Når der er noget på færde, kommer vi til kirken. Når livet er for stort til at bære alene. Når vi kommer med det dyrebareste vi har, vores børn, og lægger dem i Guds hænder. Når vi står på tærsklen til voksenlivet og får Guds bekræftelse på at Han altid er med os. Når vi med svulmende hjerte siger et højt og tydeligt “Ja” til at ville elske og ære vores udkårne. Når vi med tunge skridt kommer for at tage afsked med et elsket menneske. Så kommer vi til kirken.

Her kan du i menuen til venstre orientere dig om, hvad man skal gøre når ens barn skal døbes eller konfirmeres, når man skal giftes, eller når ens pårørende er død.